Kostvejledning

Kosten har betydning for dit helbred - både når du er rask og under sygdom.

Hvis du har nedsat appetit eller har oplevet et pludseligt vægttab, er det vigtigt, at du får den rette kostvejledning. Det samme gælder, hvis du er overvægtig, har forhøjet kolesteroltal eller har en kronisk sygdom. 

De kliniske diætister i Hvidovre Sundhedscenter har den sidste nye viden omkring mad og vejleder altid med udgangspunkt i dig og dit liv. Diætisterne vejleder om madvarer du kender, så det er enkelt at gå til og kan fungere i din hverdag.

Samtale og vejledning

Når Hvidovre Sundhedscenter har modtaget en henvisning fra din praktiserende, bliver du kontaktet for at aftale den første samtale med en klinisk diætist.

Hvis du er småtspisende, er der i visse tilfælde mulighed for, at diætisten kan vejlede dig i dit eget hjem.

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen sammen med dig. 

Når forløbet er afsluttet, sender vi et notat om dit forløb til din læge

Hvem kan deltage?

Du kan bruge tilbuddet om individuel kostvejledning hos en klinisk diætist, hvis du er borger i Hvidovre Kommune og har en henvisning fra din praktiserende læge. 

Du kan blive henvist til individuel kostvejledning hvis du:

  • Har forhøjet kolesteroltal
  • Hvis du har nedsat appetit eller pludselig har tabt dig
  • Har brug for kræftrehabilitering

Med en henvisning fra din praktiserede læge kan du, der har et BMI mellem 30-40, deltage i et 12 ugers langt forløb på holdet Stærk og Sund. Holdet indebærer en afklarende samtale, motion og dialogmøder med en klinisk diætist.

Som en del af forløbsprogrammerne for henholdsvis diabetes og KOL, vil du ligeledes møde en klinisk diætist