Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Genoptræning

Du kan få tilbud om gratis træning, hvis du er svækket pga. sygdom

For at få genoptræning gennem kommunen, kræver det enten en genoptræningsplan fra hospitalet (i forbindelse med en indlæggelse) eller en henvisning fra din egen læge. Henvisning fra egen læge får du typisk, hvis du oplever svækkelser af funktionsevnen, som ikke kom frem i forbindelse med en sygehusindlæggelse.

Når vi modtager din genoptræningsplan eller henvisning, bliver du kontaktet af Genoptræningens visitation. Et genoptræningsforløb starter med en samtale og undersøgelse hos en terapeut, og sammen aftaler I det videre træningsforløb. 

Genoptræningen finder oftest sted i Hvidovre Sundhedscenter, hvor der er fire store sale med træningsmaskiner og andet relevant træningsudstyr. Træningen kan foregå enten på hold eller individuelt og varetages af både fysio- og ergoterapeuter.

PRAKTISKE FORHOLD

Få mest muligt ud af dit genoptræningsforløb

Alle kan få behov for genoptræning, fx hvis kroppen er blevet svækket i forbindelse med en sygdom, og det kan være hårdt arbejde at genvinde sit tidligere fysiske niveau.

For at få mest muligt ud af dit genoptræningsforløb er det derfor vigtigt, at du møder op regelmæssigt til træning. Hvis du alligevel er nødt til at melde afbud, skal det ske hurtigst muligt. 

Hvis du bliver forhindret gentagne gange i dit genoptræningsforløb, kan vi blive nødt til at afslutte forløbet, da du ikke vil få det optimale udbytte af det. Hvis du er fraværende i længere tid fx pga. indlæggelse på hospitalet, vil vi sammen vurdere om træningsforløbet skal fortsætte.

Hvor foregår genoptræningen?

Genoptræningen foregår typisk i Hvidovre Sundhedscenters fire store sale, som er udstyret med træningsmaskiner og andet relevant træningsudstyr. Vores fysio- og ergoterapeuter vurderer om din træning skal være individuel eller på hold. Al træning i Hvidovre Sundhedscenter varetages af fysio- og ergoterapeuter.

Hvis vi sammen vurderer, at genoptræningen bedst finder sted uden for Hvidovre Sundhedscenter, kan dette aftales. Genoptræning kan fx ske hjemme hos dig, også hvis du bor på et plejecenter.

Genoptræning er omfattet af det frie valg, og du kan derfor vælge et benytte dig af genoptræningstilbud i en anden kommune. Du skal kontakte Hvidovre Sundhedscenter, hvis du ønsker at få genoptræning i en anden kommune.

Hvor tit/hvor længe?

Din terapeut vil løbende foretage en vurdering af, hvor tit du skal møde til træning, og hvor længe dit genoptræningsforløb skal vare.

Kan jeg få en tolk?

Det er muligt at få tolkebistand under træning i en kortere periode, hvis der er forståelsesproblemer i forhold til træningsinstruktioner.

Kørsel til genoptræning

Hvis du er blevet visiteret til et kommunalt træningstilbud, kan du efter en individuel vurdering blive tildelt kørsel til og fra tilbuddet. Vurderingen af, om du tilbydes kørsel, foretages af din terapeut samtidig med, at du bliver tildelt en tid til genoptræning. Vurderingen kan ændre sig i løbet af træningsforløbet.

Mad og drikke 

Medbring gerne en drikkedunk til vand, så du kan få noget at drikke under og efter træningen, samt lidt at spise, hvis du bliver sulten efter træning. Der er ikke mulighed for at købe drikkevarer eller mad i Hvidovre Sundhedscenter.

Påklædning og omklædning

Når du skal til genoptræning skal du have indendørssko og tøj på, som du kan bevæge dig i. Du skal være omklædt inden træningen begynder.

I Hvidovre Sundhedscenter er der omklædningsrum i kælderen, hvor du kan klæde om og tage et bad.

Kontakt

Hvidovre Sundhedscenter
Genoptræningen
Telefon 3678 2000
Mandag til fredag mellem kl. 8.00 - 12.00